Sidens topKlik her for at se videogalleriet
Log ind

<< Forsiden

The Flight of the Creative Class

"Samtidig med at den økonomiske aktivitet decentraliseres og flytter til nye steder på kloden, koncentreres og samles innovation, kreativitet og den resulterende velstand på samme tid i store økonomiske regioner. I denne bog hævdes det, at nøglen til økonomisk vækst og konkurrencedygtighed er afhængig af én afgørende faktor: bevægelsen af talent på globalt niveau. Vi er vidne til en af de største migrationer i menneskets historie, hvor talentfulde, innovative og initiativrige mennesker koncentrerer sig i måske 20 eller 25 megaregioner i verden."

Og det følgende, der lige så godt kunne være myntet på den danske regering:

"Vi burde hæfte et ‘green card’ til alle eksamensbeviser, der gives til udenlandske studerende ved vores store tekniske universiteter. I disse år er andre nationer – og især store regioner i disse lande – ved at positionere sig selv ved at udnytte den kortsynede amerikanske strategi. De arbejder hårdt for at tiltrække og beholde det talent, vi afviser."

"Som det hævdes i denne bog, er det ikke talentfulde amerikanere, der forlader USA, men andre landes evne til at tiltrække en større andel af den global talentreserve, der vil ændre det konkurrencemæssige landskab. I dagens globale økonomi vil de steder, der tiltrækker og beholder deres talent, vinde, mens de, der ikke er i stand til dette, vil tabe. Hvis blot hvert af disse lande forøger deres andel af det globale talent med 5 eller 10 procent, vil den samlede effekt være enorm."

"Vi står her over for en stor udfordring, som jeg frygter, at ledelsen af dette land – og den højtudviklede verden generelt – ignorerer. Hvis den stærkt innovative kreative økonomi blot overlades til sig selv, vil den på verdensplan skabe en koncentreret og ulige udvikling. Hvis vi fortsætter som hidtil, vil det højst sandsynligt betyde større regionale koncentrationer af velstand, stigende økonomisk ulighed, stigende klasseskel og potentielt øgede politiske spændinger og uro i mange lande over hele verden. En ting er, hvad det betyder for den sociale retfærdighed. Men først og fremmest er det simpelthen udtryk for et stort spild af menneskelig kreativitet."

"Dette er den egentlige opgave, vi står over for i fremtiden. Dette er den kreative tidsalders egentlige løfte. Vi må opbygge nye institutioner, der kan udløse og udnytte kreativiteten hos mange flere af os. For første gang i historien er den videre udvikling af økonomien afhængig af den videre udvikling af vores kombinerede menneskelige, kreative evner. Heri ligger den store udfordring – og det store håb – for vor tid."

"USA, der i generationer har været kendt som mulighedernes og innovationens land, er på nippet til at miste sin konkurrencefordel i den kreative økonomi.

Det centrale aspekt af denne udfordring er det, jeg beskriver som den nye globale konkurrence om talent, et fænomen, der de kommende årtier muligvis vil forandre verden radikalt. Økonomisk magt vil ikke længere opstå i lande som følge af disse landes naturressourcer, produktionsdygtighed, militære dominans eller endda videnskabelige og teknologiske overlegenhed. I dag drejer konkurrencebetingelserne sig om en central akse, og dette er en nations evne til at mobilisere, tiltrække og beholde menneskeligt kreativt talent."

"Denne nye globale konkurrence om talent udgør en alvorlig trussel for USA’s langvarige økonomiske overherredømme på tre forskellige fronter, der overlapper hin-anden. For det første øger en lang række lande verden over deres evne til at konkurrere om det globale talent. For det andet underminerer USA sin egen evne til at konkurrere om dette talent. Og for det tredje har USA ikke været i stand til at opdyrke og udnytte dets eget folks fulde kreative kapaciteter på en måde, der gør landet i stand til at konkurrere effektivt."

"Hvis blot nogle få af disse fremstormende nationer – bl.a. Irland, Finland, Canada, Sverige, Australien og New Zealand – fx hver tiltrækker 2 procent af USA’s kreative arbejdskraft, vil effekten på vores økonomi blive enorm. USA har måske været det 20. århundredes globale økonomis Goliat, men det kræver kun 5-6 af det 21. århundredes David’er at begynde at nedbryde den amerikanske dominans."

"Flere og flere lande er ved at forstå, at en vedvarende økonomisk konkurrencedygtighed er afhængig af, at man kan tiltrække og beholde talentfulde mennesker, og ikke blot afhængig af konkurrencen om varer, tjenesteydelser og kapital."

Følgende er også en skarp kommentar til dansk lovgivning og praksis:

"På den ene side er udviklede økonomier med stabile eller faldende befolkningstal ved at gennemsøge verden for nye talent-reserver, især for at fylde en truende mangel på arbejdskraft i centrale højteknologiske industrier. Som Peter Hodgson, New Zealands minister for forskning, videnskab og teknologi, for nylig forklarede mig: ‘Vi betragter ikke længere immigration ud fra et ønske om at kontrollere grænserne, men ud fra ønsket om at tiltrække de talenter, der er nødvendig for den økonomiske vækst."

"Den forandring, vi oplever, er af epokegørende karakter og lige så stor – måske større – end noget, vi har oplevet i mere end et århundrede. Vores økonomi forandrer sig dag for dag fra et gammelt, industrielt system, der er baseret på råmaterialer, til en kreativ økonomi, der kun er begrænset af det menneskelige talent og den menneskelige fantasi."

Køb bogen hos saxo.com

<< Forsiden